Da der idag er lørdag, og der absolut intet er at lave, hvilet har givet mig tid til at tænke over min situation, tænkte jeg at jeg ville skrive et indlæg - imens jeg er i humør til at skrive.
Enden er nu snart nået på mit ophold i usa, hvilket er med ekstremt blandede følelser. Jeg er 100 % klar til at se mine venner, familie i danmark igen, og er klar til at skulle bo i danmark igen - men igår fik jeg ligesom bare en klump i halsen, da jeg i mit frikvarter sad sammen med min ven på biblioteket, og det var her at dette spørgsmål satte et ordenligt spørgsmålstegn i mit hovede!
Why does it take a minute to say hello and forever to say goodbye?Har igennem hele mit ophold mødt en masse mennesker. En masse, som jeg kan kalde mine venner, og en masse som jeg ikke ønsker at holde kontakten med, når jeg rejser. Jeg har haft opture, nedture - og ture jeg ikke kan sætte i nogen af kategorierne. Jeg har lært mere om mig selv, end hvad jeg nogensinde troede var muligt, og har på en uvis måde fundet en indre ro i mig selv - en ro jeg for noget tid siden ikke troede eksisterede.
Jeg er nu kommet med en konklusion til mit ophold, hvilket har taget mig længe at skrive ned - da jeg ikke vil sårer nogen. Men har nu indset hvor hårdt det bliver at sige farvel til mine venner, og hvor meget jeg kommer til at savne dem! Jeg kommer ikke til at savne michigan det mindste, da jeg ikke bryder mig særligt meget om stedet - det er mine venner som har gjort at jeg er faldet bedre til, end hvad jeg nogensinde troede at jeg kunne.
sidder lige nu med en klump i halsen, med en tung hjertebanken - fordi at jeg nu kan se enden på mit ophold. jeg forlader usa om 25 dage, og det er virkeligt stressende at tænke på.
Jeg vil være sammen med alle mine venner, trods familiens regler, sige et personligt farvel til allesammen, og have lov til at gøre hvad jeg vil - det stresser mig bare at jeg ikke ved hvad min families mening til det er.
så kort tid, så mange venner, og så hårde farveller..
- Jeg stopper bloggen her, før jeg når at ødelægge dagen helt, med panik anfald og deprimerende tanker.
Det bliver hårdt at sige farvel - især når hver enkelt person betyder så ekstremt meget for mig!
//Christine
No comments:
Post a Comment