And so it all came to an end..

Hej allesammen

Det er nu over 10 måneder siden at jeg forlod Danmark, mine forældre, mine venner og alting jeg kendte til til fordel for USA. Selvom at det sidste år bestemt ikke har været let på nogen måder, og selvom at jeg til tider har været ved at give op, så har de sidste 10 måneder simpelthen bare fløjet afsted.

Mit år har ikke været som jeg lidt naivt havde forventet - meget amerikansk, som set på film, men det har været fint på sin egen måde.
Jeg har lært mere omkring mig selv end hvad jeg nogensinde troede var muligt... Jeg kunne nævne tusinder af andre ting.... Men den største ændring er nok at jeg er blevet voksen..

Jeg har for alvor lært at stå på egne ben, og lært at mine forældre ikke altid vil være der for mig - så at jeg derfor bliver nød til at klare mig selv, og visse ubehagelige situationer engang imellem.
Foruden at være blevet nogenlunde voksen, kan jeg stolt sige at jeg også er overkommet en masse ting jeg frygtede derhjemme. Jeg er overkommet min daværende konstante angst, og er nu for alvor klar til at se Danmark i øjene igen, uden at få panikanfald ved bare tanken.

Imorgen ligger der ikke mindst en lang rejse, men også en lang dag i vente for mig. Kl 17.00 skal jeg være i lufthavnen, og kl 19.00 så begynder min lange rejse hjem mod mit hjem, hjem mod Danmark.
At der allerede er gået 10 måneder har jeg meget svært ved at forstå. Det bliver svært allerede at forlade mine nye venner igen, men tanken om gensynet med alle derhjemme gør det hele lidt nemmere.

Torsdag kl 17.05 lander jeg hos min familie igen, og jeg kan ikke vente! Tanken om at se min søster igen, den giver mig helt en klump i halsen. Tanken om at kunne røre hende, og høre hendes stemme uden at skulle lukke på skype først, den bringer det største smil frem i mit ansigt.

"Ude godt hjemme bedst"

Denne sigen er så korrekt som noget overhovedet kan være. Men en ting som er grundlæggende for den er at hjemme er hvor din familie er, og ikke hvor de nu engang bor. - Jeg ville sikkert have elsket michigan hvis min familie havde været her, men uden dem er det ikke mig.

Tips til fremtidige udvekslingsstudenter, som eventuelt læser med her:
1: Dont be afraid!
2: Take one day at a time!
3: Be whoever you want to be - nobody here knows how you were back home.
4: Ring til din familie hvis du savner dem.. (Du har sikkert fået at vide tusinde gange af alle at du ikke skal ringe til dem, da du kan få hjemve... Well i min situation så var det lige omvendt. Jeg fik hjemve hvis jeg gik for længe uden at snakke med dem.
5: Enjoy every moment, because its gone before you know it!


//Christine.

Mr. Turtle!

Update - Living on the edge, hahah!

Hej allesammen

her er billeder fra min dag i dag, som for en gang skyld har været fantastisk, trods at jeg har lavet ting, som familien ikke ved, eller skal vide noget om :)

Som nævnt i forrige blog indlæg, er min værts familie meget streng, når det kommer til det med drengevenner, hvilket har gjort at jeg aldrig har kunnet hænge ud med mine venner. Idag ændrede det sig, da jeg og min bedste ven tog en lille fridag fra skolen, for at kunne "hang out" som det hedder. Vi tog hjem til hans hus, og kørte rundt i hans by, til at jeg skulle hjem - før skolen endte.

Lige nu sidder jeg hjemme hos Misa, hvor jeg skal tilbringe min weekend, hvilket bare bliver for skønt! Vi blev på skolen til kl 7, for at se hendes værtssøster spille softball, og jeg sad derefter bagpå hendes værtsfar motorcykel på vejen hjem, hvilket de 30 grader som har været idag, var perfekt til!

Her er lidt billeder fra idag! enjoy!

I love you!

///Christine 

Update - You gotta dig deep, to find the gold.

Hej allesammen 

I dag var min sidste officielle dag i skolen, hvilket betyder at jeg er færdig i skolen herovre – men dette betyder ikke at jeg har tænkt mig at holde mig væk fra skolen, tværtimod. Jeg har tænkt mig at bruge mine sidste 3 uger med alle mine venner i skolen, for at sige farvel, og for at opleve alt jeg kan med dem!

I dag havde jeg en rigtigt dårlig dag, ikke blot fordi at jeg på det sidste har følt mig syg, men en masse personlige ting skete også herovre – ting jeg vil undlade at dele med internettet.

Jeg plejer altid at være den glade pige, som altid er i top humør – derfor har det været svært for mig at vise den modsatte side af mit humør til alle herovre, da den jo meget sjældent eksistere.
En af mine bedste veninder herovre – vil faktisk gå så langt at kalde hende min bedste ”amerikanske” veninde – amerikansk er hun ikke, hun er nemlig også selv udvekslingsstudent, fra Tjekkiet. Det har været skønt at møde hende herovre, og danne sådan et knyttet bånd til hinanden. Selvom jeg har min bedste ven Alec herovre, så ved jeg ikke hvordan at jeg skulle have klaret et år herovre, uden Misa.

Der er noget som andre aldrig vil være i stand til at forstå, før de har prøvet netop hvad du har prøvet. Så det er skønt at have en veninde her, som forstår din situation – da hun selv står i samme situation som en selv.

Long story short, så ændrede hun midt humør fuldstændigt i dag – til det bedre! Efter at jeg havde overtalt hende til at pjække hendes sidste time (oooops) så satte vi os ned på bibloteket, hvor vi tilbragte den næste time med at søge på forskellige Europæiske retter, på google!
Hun er en pige af særlig kvalitet – og jeg glæder mig til at en dag besøge hende i Tjekkiet, samt at holde kontakten med hende! For ægte venner kan klare afstanden!

//Christine 

Why does it take a minute to say hello and forever to say goodbye?

Hej allesammen


Da der idag er lørdag, og der absolut intet er at lave, hvilet har givet mig tid til at tænke over min situation, tænkte jeg at jeg ville skrive et indlæg - imens jeg er i humør til at skrive. 


Enden er nu snart nået på mit ophold i usa, hvilket er med ekstremt blandede følelser. Jeg er 100 % klar til at se mine venner, familie i danmark igen, og er klar til at skulle bo i danmark igen - men igår fik jeg ligesom bare en klump i halsen, da jeg i mit frikvarter sad sammen med min ven på biblioteket, og det var her at dette spørgsmål satte et ordenligt spørgsmålstegn i mit hovede!

Why does it take a minute to say hello and forever to say goodbye?

Har igennem hele mit ophold mødt en masse mennesker. En masse, som jeg kan kalde mine venner, og en masse som jeg ikke ønsker at holde kontakten med, når jeg rejser. Jeg har haft opture, nedture - og ture jeg ikke kan sætte i nogen af kategorierne. Jeg har lært mere om mig selv, end hvad jeg nogensinde troede var muligt, og har på en uvis måde fundet en indre ro i mig selv - en ro jeg for noget tid siden ikke troede eksisterede.
Jeg er nu kommet med en konklusion til mit ophold, hvilket har taget mig længe at skrive ned - da jeg ikke vil sårer nogen. Men har nu indset hvor hårdt det bliver at sige farvel til mine venner, og hvor meget jeg kommer til at savne dem! Jeg kommer ikke til at savne michigan det mindste, da jeg ikke bryder mig særligt meget om stedet - det er mine venner som har gjort at jeg er faldet bedre til, end hvad jeg nogensinde troede at jeg kunne.
sidder lige nu med en klump i halsen, med en tung hjertebanken - fordi at jeg nu kan se enden på mit ophold. jeg forlader usa om 25 dage, og det er virkeligt stressende at tænke på.
Jeg vil være sammen med alle mine venner, trods familiens regler, sige et personligt farvel til allesammen, og have lov til at gøre hvad jeg vil - det stresser mig bare at jeg ikke ved hvad min families mening til det er.

så kort tid, så mange venner, og så hårde farveller..

- Jeg stopper bloggen her, før jeg når at ødelægge dagen helt, med panik anfald og deprimerende tanker.

Det bliver hårdt at sige farvel - især når hver enkelt person betyder så ekstremt meget for mig!

//Christine

Senior Prom

Hej allesammen

så er jeg tilbage med endnu et lille indlæg, dette kommet il at handle udelukkende om Prom (skole bal) og selve dagen optil det.

I USA er prom en meget stor begivenhed, som kræver utroligt meget planlægning af mange piger. De fleste amerikanske piger kigger allerede på kjoler i starten af året, det vil sige godt et halvt år før selve begivenheden finder sted.

Jeg købte dog ikke selv min kjole før april månede, da jeg ikke har mange butikker omkring mig der solgte dem. anyways.. videre til selve dagen.

Dagen startede tidligt om morgenen, hvor både jeg og min værts søster tog med moderen på arbejde - det vil sige at vi tog med hende til den store by, hvor vi havde tid hos frisøren til at få sat hår.
Da jeg er ret skeptisk med mit hår, og da jeg har set mange piger med puddel lignende hår til de andre dances, bedte jeg hende bare om at krølle mit hår - så jeg selv kunne sætte det når jeg kom hjem. Hun krøllede det på lidt over 20 minutter, of måtte betale $26 - hvilket jo ikke var en stor sum, så det gik lige.

Da vi så kom hjem (efter at have kørt en slange over, udenfor mit hus - AD!) begyndte jeg at ligge makeup - da jeg godt kan lide at tage mig god tid til dette. Efter at øjnene var malet, de falske øjenvipper havde tørret, og at læberne var blevet lakeret så begyndte jeg at ligge søsterens makeup.

Da vi begge var færdige med dette, var klokken godt 17.00 og vi havde stadig 3 timer tilbage før prom startede. Dem brugte vi på at slappe af, og da klokken blev 18.30 tog vi kjoler på og fik taget billeder. Vi kørte allerede klokken 19.00 hvilket vi vidste var alt for tidligt, da vi ikke gad at være de første til prom, da der aldrig er gang i den. Derfor tog vi på sightseeing in morley - ikke særligt spændende, men det stjal da 40 minutter fra os, og så kunne vi køre til Prom, som blev holdt på noget der hedder "the castle" og skal forestille et slot, hvorvidt det faktisk ligner et slot, har jeg ingen kommentarer til ;)

Prom sluttede først kl 23.30 - men vi tog afsted en halv time før, da der ikke rigtigt var gang i den. Det var fint nok at være til prom, og mindre akavet end jeg havde troet at det ville være, men stadigvæk var det ikke som forvented (red. prom på amerikansk film).
jeg er glad for at det er overstået :)

Her er lidt billeder fra dagen :)

//Christine